Lydighedshold

Indskrivning til næste hold er lørdag den 08. februar 2025 kl. 10.00 i klubhuset,
Søbadvej 18, 5500 Middelfart.

Første træning er onsdag den 12. februar kl. 18.30

Middelfart Politihundeforening tilbyder forår og efterår alle hundeejere, med større hunde fra ca. 7 mdr. og ældre, at gå til træning på det, de kalder lydighedskursus. Her lærer hund og fører, hvordan man bedst muligt får det rart sammen. Er du i tvivl, om din hund passer på dette hold, som træner onsdage kl. 18.30 kan du henvende dig til Henriette Gottwald Tlf.: 6126 6898

Pris for 10 gange er 700 kr. som betales kontant eller Mobilpay ved indskrivningen. Medbring stambog hvis hunden er stambogsført og bevis for udvidet hundeforsikring til indskrivningen. Information og indskrivning varer ca. 1 time.

Ejeren får mest fornøjelse af en hund, der kender sin plads i flokken og får lov at bruge sine naturlige drifter. Hunden vil altid gerne gøre sin fører tilpas, altså gøre det rigtige og det, vi forventer af den. Det er derfor en fordel for begge parter, at få lært grundlaget for al træning; hvilket er lydighedstræning. Denne lydighed kan for det meste leges ind i hunden. Man belønner med godbidder eller boldleg, når hunden gør det, man ønsker, og siger roligt nej, når det modsatte er tilfældet. Disse principper benyttes, når man på holdet træner følgende 6 øvelser:

Lineføring (hunden følger i slap line førerens venstre side ved forskellige vendinger og           standsninger)

Fri ved fod (som lineføring – men uden line)

Apportering (hunden bringer en kastet genstand tilbage til føreren)

Afdækning (hunden skal lægge sig og blive liggende en tid)

Halsgivning (hunden giver hals på kommando)

Spring (hunden springer over et op til 1,5 m højt springbrædt)

Hunden vil også lære at komme, når man kalder (hvilket ofte er et spørgsmål om at lære hunden, at det sjove sker i fællesskab med føreren).

Hunden skal være vaccineret og have den udvidede ansvarsforsikring for at kunne gå på holdet.

Hvis man skal få det bedste udbytte af træningen, er det nødvendigt, at man bruger tid hver dag på at lege/træne med sin hund.

Holdet træner ved Søbadet.